I Danmark findes der 2 officielle registre, der begge noterer ejerskab over fast ejendom: Digital Tinglysning og Ejerfortegnelsen (EJF). De er ikke altid enige, og det kan have praktiske konsekvenser, hvis du kontakter den forkerte ejer.
Sådan viser Resights uoverensstemmelser
Når de 2 registre ikke stemmer overens, markerer Resights det med en rød indikator til højre for ejerens navn på ejendommens side. Det er dit signal om at dobbelttjekke oplysningerne, inden du handler på dem.
De 2 registre — og hvad de bruges til
Ejerfortegnelsen (EJF) er det autoritative register over faktiske ejere og administratorer af fast ejendom i Danmark. Det er her, myndighedsmeddelelser vedrørende ejendomme sendes fra. EJF blev etableret som en del af grunddataprogrammet og har som primær opgave at registrere hvem der reelt råder over en ejendom.
Digital Tinglysning (Tingbogen) er den primære datakilde til EJF. De fleste ejerskifter tinglyses, og danner dermed grobund for oplysningerne i Ejerfortegnelsen.
Hvorfor kan registrene være forskellige?
Der er ikke lovkrav om tinglysning ved alle former for ejerskifte, hvilket betyder at Tingbogen ikke nødvendigvis afspejler de seneste ændringer. 2 typiske eksempler, hvor et ejerskifte ikke tinglyses:
Selskabshandler
Boskifte
Derfor er det nødvendigt med et selvstændigt register (EJF) der specifikt fokuserer på hvem der faktisk råder over fast ejendom i Danmark.
Er Ejerfortegnelsen altid korrekt?
Nej. Resights oplever løbende tilfælde, hvor EJF ikke er ajourført. De hyppigste scenarier, rangeret efter forekomst:
Tingbogen og EJF er enige (det mest almindelige)
Tingbogen er korrekt, EJF er forkert
EJF er korrekt, Tingbogen er forkert
Begge registre er forkerte
Derudover forekommer det, at Tingbogen og EJF angiver forskellige virksomhedsnavne for den samme ejer – typisk fordi Tingbogen ikke automatisk opdateres ved navneskift, selvom CVR-nummeret er identisk.
Hvad kan du gøre, hvis du finder en fejl?
Hvis du er ejendomsejer eller advokat, bør du sikre dig at Ejerfortegnelsen er korrekt – da det er den, der bruges til at sende meddelelser. Opdager du en fejl eller ønsker at anmode om en rettelse, skal du kontakte den respektive kommune.
