Kender du den følelse, når kontoret summer af en anspændt stemning? Når en lille uenighed pludselig bliver til "dem mod os," og du ender med at få ondt i maven over at gå på arbejde.
Det er helt naturligt, at konflikter opstår, når mennesker mødes med forskellige holdninger og synspunkter. Men den gode nyhed er, at vi kan lære at navigere i dem. Få en dybere forståelse for konfliktens natur og se, hvordan du kan undgå at en simpel uenighed skaber fjendskab og dårlig stemning.
Fra uenige til polarisering - "det er enten ham eller mig"!
Hermed en indflyvning til at forstå konfliktens natur.
For at beskrive konflikter og uenigheder mellem to personer er konflikttrappen god at kende. Den beskriver i sin korte helhed, hvordan en konflikt hurtigt kan optrappes og nedtrappes.
Trin for trin: Sådan kan du handle
Trin 1: Den Grønne Zone - uenighed og fokus på sagen
Uenighed er hverdag. Dette er det laveste niveau, hvor uenigheden primært handler om sagen, og ikke om personerne. Begge parter har respekt for hinanden, og situationen kan løses gennem en god, åben dialog.
Dette kan du gøre: Tag fat i den, du er uenig med. Sæt jer ned og få sagt tingene på en god måde. -> Sig de svære ting rigtigt
Trin 2-3: Den Gule Zone - polarisering og persondeling
Uenighed bliver til "Dem mod Os".
Det næste skridt for at få optrappet en konflikt er ved at dele sine synspunkter til diskussionen. At man starter med at give hinanden ret og bakker hinanden op i, at ja 'ham Preben er sgu også vildt dårlig til at skrive', så skalerer konflikten hurtigt. Det bliver omtalt som det gule område i konflikttrappen.
Dette kan du gøre: For at komme tilbage til den gode tone og rare stemning på kontoret kan en kollega eller part tæt på spørge nysgerrigt ind til, om det ikke var en ide at snakke om det eller være mellemmand for at forstå nøjagtigt, hvad problemet var til en start.
Trin 4-7: Den Røde Zone - total eskalering
Når uenighed bliver til et personligt anliggende.
Når begge parter er helt oppe i det røde felt, også i konflikttrappen, så taler vi ikke længere til hinanden men OM hinanden. Der hvor ens personlige værdier bliver sat på prøve og man decideret bliver uvenner. Det kan også komme helt derud, hvor vi ønsker at skade hinanden med ødelæggelse af indsatser, præsentationer eller rygter.
Dette kan du gøre: Få hjælp til at sætte ord på dit problem og blive konkret om, hvad en anden kan hjælpe dig med i konflikten ved at inddrage en kollega, chef eller tillidsrepræsentant.
Som den absolutte sidste instans står valget mellem at enten tage fat i eksterne, fagforeninger eller simpelthen at finde et andet job, hvis tingene ikke kan løses og du ingen hjælp får.
Prioritér dig selv. Hvis du føler, at din trivsel bliver alvorligt påvirket, og situationen ikke kan løses, kan det være nødvendigt at søge hjælp hos fagforeningen eller en ekstern part.
💡 Skab et fælles sprog for konflikter. Konflikter er en naturlig del af ethvert samarbejde. I kan med fordel printe konflikttrappen ud og bruge den som et fælles redskab, så I kan tale om jeres uenigheder, før de eskalerer.